Hvad er KAF?

Velkommen til Københavns Astronomiske Forenings hjemmeside.

Københavns Astronomiske Forening (KAF) er en forening for alle med interesse for astronomi. Det er en forening, hvor medlemmerne prioriterer den praktiske astronomi meget højt. Når man færdes hjemmevandt på stjernehimlen, får man et naturligt forhold til det univers vi som amatørastronomer interesserer os for, og som jorden og vi mennesker er en del af.

Den mørke stjernetindrende nattehimmel er vores fælles vindue til det uendelige univers. En resurse de færreste mennesker har prøvet at udnytte til fulde. Desværre kan man ikke lægge nakken tilbage og så bare se alle de vidundere, vi bliver præsenteret for i bøger, blade, på tv eller internettet. Virkeligheden ser anderledes ud, hvis man selv vil opleve den. Det kræver viden og erfaring, samt adgang til specialudstyr. I KAF finder man sådanne resurser. Foreningen og dens medlemmer råder over et stort udvalg af udstyr. Dertil kommer den store base af viden og årtiers praktiske erfaringer. Viden som medlemmerne gladelig stiller til rådighed.

Alle kan blive medlem af KAF, der stilles ingen specielle krav.

Der stilles ingen specielle krav til de som ønsker at blive medlem af foreningen. Man skal ikke være ejer af en kikkert eller have læst astronomi på universitet. Alle, med interesse for astronomi, bydes velkommen i KAF.

Ikke kun observation.

Foreningen byder på andet end praktisk observation, for helt uden teoretisk baggrund kommer man ikke langt. Derfor tilbyder vi foredrag om både grundlæggende, såvel som aktuelle emner inden for astronomien. Og det er ikke nok alene at sætte sig ind i stjernekort, astrofysik og kosmologi. Emner omkring observationsteknik og de værktøjer der benyttes, så som optik, kikkertbygning, data- og fototeknik o.m.a. bliver også behandlet.

Interessefæller og netværk.

En vigtig faktor foreningen også kan byde på, er fællesskabet med andre interessefæller. På møderne kan du udveksle ideer og meninger med andre amatørastronomer. Her vil være gode muligheder for at finde hjælp og støtte til at komme videre. Andre muligheder åbner sig ved deltagelse i formidlingsarbejde eller specialgrupper.

En del af foreningens medlemmer beskæftiger sig med formidling af astronomi. Det kan være offentlige forevisninger fra et observatorium eller ved såkaldt fortovsastronomi, hvor vi stiller op på et offentligt tilgængeligt sted, som f.eks. en plads i byen eller i et indkøbscenter. Endvidere er vi på banen med forevisninger og foredrag i forbindelse formørkelser, kometer og andre særlige begivenheder.

Begrebet astronomi dækker over mange emner, og klubbens medlemmer dyrker en bred vifte af dem. Men midt i alt dette, huske vi også at tage os tid til blot at nyde stjernehimlen og for en stund glemme alt om teori og teknik.

Indmeldelse eller mere information.

Hvis du har besluttet at blive medlem af KAF eller blot ønsker at få mere information om foreningen, så kontakt Gunnar Tyrsted. Herefter foreslår vi at du deltager i to – tre møder, så du kan se om KAF er en forening for dig. Det koster 250 kr. om året at være medlem af KAF. Beløbet indbetales på gironummer 923 7585.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *